Pebernødder med bid – haps

Vi nærmer os første søndag i advent og en fast del af min juletradition er at bage pebernødder. Her får du den opskrift jeg følger (nogenlunde), for jeg bruger hele krydderier, som jeg blender og det kan være svært at angive præcise mål på. Men undervejs kan du smage på dejen og tilsætte mere af dit yndlingskrydderi for at opnå det du synes er den helt rigtige pebernødde-smag.

God bagelyst!

Ingredienser:

  • 250 g blødt smør
  • 250 g rørsukker
  • 1 tsk. stødt ingefær
  • 1 tsk. kanel
  • 1 tsk. hvid peber
  • 1 tsk. kardemomme
  • 1 tsk. nelliker
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. natron
  • ca 3/4 dl fløde
  • 500 g mel

Fremgangsmåde:

  1. Start med at røre smør og sukker sammen. Tag lidt af sukkeret fra til at blende sammen med krydderierne.
  2. Blend eller hak de hele krydderier fint sammen med lidt sukker – tilsæt til sidst stødt ingefær, natron og bagepulver til krydderiblandingen. Bland alle krydderierne godt med melet.
  3. Bland nu mel og krydderi/sukkerblandingen sammen med smørsukkeret – brug fingrene her.
  4. Når massen begynder at blive bastant, tilsættes piskefløden lidt efter lidt til man får en ensartet pebernøddemasse.
  5. Da der ikke er æg i dejen, kan du her smage på dejen og evt. justere med flere krydderier.
  6. Hvis blandingen er for klistret eller den er blevet for varm, kan du med fordel sætte den i køleskabet en times tid, inden du skal bruge den.
  7. Tril dejen ud i små pølser på tykkelse med en pegefinger og skær dem i mindre stykker a ca. 1 cm i tykkelsen.
  8. Tryk dem lidt flade i toppen og sæt dem på bageplader.
  9. Bages i ca. 8 minutter ved 200 grader. Husk at holde øje med kagerne, så de ikke får for meget farve.

Jeg bruger hele krydderier (undtagen ingefær), der bliver finthakket/blendet sammen med lidt af sukkeret, så det kan være svært at måle mængderne præcist – juster efter smag og behag.

God fornøjelse og glædelig juuul

Suppe af jordskokker og andet hvidt på en vinterdag

Jordskokker er bare smagfulde og næsten luksusagtige i en suppe med andre gode urter og et skvæt fløde. Her er min hverdagsudgave, hvor den blandes med andre lyse rodfrugter.

Opskriften på luksussuppen, på en dag, hvor man har god tid og tålmodighed til at skrælle de små knolde kommer en anden god gang.

Ingredienser (4 pers)
2 zittauerløg
Lidt olie eller smør
6 kartofler
3 pastinakker el persillerødder
¼ selleri
500 g jordskokker
1 grønsags boullionterning
¼ l fløde
½ citron
Timian og evt basilikum eller rosmarin friske eller tørrede
Salt og peber
1 bundt forårsløg
1 pakke skiveskåret bacon

Godt brød – det kunne være opskriften på verdens nemmeste (og lækreste) brød

Skræl løg, kartofler, rødder, selleri og jordskokker – skær alt i grove stykker, så bliver kogetiden kortere. Svits løgene klare i lidt fedtstof i gryden. Når løgene er klare, men ikke brune tilsætter du alle de grove grønsager sammen med vand så det dækker, boullionterning, salt/peber og krydderurter.

Snit baconen i små stykker og steg den sprød på en pande. Tag baconen af og steg snittede forårsløg i baconfedtet.

Lad suppen koge under låg til alt er godt mørt – mindst 20 min. Tilsæt fløden og pres saften fra ca ¼ citron ned i gryden. Hæld suppen i en blender og blend til den er glat – det kan også gøres med stavblender direkte i gryden, men det er sværere at få helt jævnt. Smag suppen til med salt, peber og citron. Tilsæt evt mere vand, hvis den bliver for tyk – så skal den lige tilbage i gryden og varmes igennem inden servering.

Men så er der også kun tilbage at servere suppen i skåle eller dybe tallerkener med et drys af forårsløg og bacon. Det burde sammen med noget godt brød både give varmen og stille sulten.

Falkenberg ønsker jer velbekomme.

 

 

Gazpacho til de varme dage

tomaterEn nem og lækker ret til sommerferien. Alle ingredienser blendes sammen til en lidt grov suppe og serveres iskold på en varm dag. Nu er det også ved at være tid til at få brugt de mange tomater i drivhuset, så bliver gazpacho ikke bedre.

 

Ingredienser:

  • 4-5 tomater (gode friske eller en dåse)
  • 1 lille løg
  • 1 rød peberfrugt
  • ½ agurk
  • 1-2 stilke bladselleri (kan udelades, men jeg er vild med smagen)
  • 2 skiver brød
  • 2 fed hvidløg
  • Chili efter smag (helst frisk)
  • En god håndfuld friske krydderurter – basilikum, oregano, merian, persille – mest basilikum men ellers hvad man har
  • 1-2 spsk tomatkoncentrat
  • 3 dl grøntsagsbuillon eller tomatjuice
  • Smag suppen til med:
  • Et par spsk hvid balsamico eller æblecidereddike
  • Evt 1 tsk sukker
  • Salt og peber

Alle ingredienser skæres i grove stykker og puttes i blenderen eller blendes med stavblender til det hele er blandet godt og grundigt. Man skal ikke støde på stykker af hvidløg, men på den anden side behøver den ikke være helt glat. Man kan hakke hvidløg og chili i hånden, så det er findelt, inden man blender det med resten.

Suppen bliver kun bedre af at hvile i køleskab inden servering, gerne til næste dag for at trække smag. Ved servering skal suppen være iskold og serveres gerne i glas eller tallerken med et par isterninger, både for temperaturen og evt for at justere konsistensen lidt. Server med frisk brød eller tynde skiver af ristet brød penslet med olivenolie og små tern af peberfrugt/agurk på toppen sammen med et par dryp olie.